Mit navn er Marie.

Jeg er mor til to, efterfødselsvejleder og cand.mag. i Moderne Kultur & BA. i Æstetik og Kultur.

Jeg brænder for at støtte mødre i at finde deres egen vej i moderskabet, hvor de har kontakt til deres egne værdier, behov og mavefornemmelse.

Min egen vej til at efteruddanne mig til efterfødselsvejleder startede, da jeg blev gravid og fødte mit første barn i slutningen af 2019.

Jeg havde slet ikke forberedt mig på tiden efter fødslen, og jeg blev blæst helt omkuld af den store transformation, jeg stod midt i.

Min spæde efterfødselstid var fyldt med ængstelighed & usikkerhed, og jeg brænder derfor for at støtte andre mødre i at stå i usikkerheden uden at miste sig selv.
For usikkerheden er i virkeligheden et godt udgangspunkt for at lære sig selv og sin baby at kende, men det kan føles meget sårbart og angstprovokerende at stå i.

Jeg drømmer om, at ingen mødre skal føle sig forkerte, fordi de er usikre, tvivlende og vaklende.

At normalisere og aftabuisere disse følelser er derfor en vigtig del af min mission.

Dertil er min vision at bidrage til at revolutionere efterfødselskulturen ved at udbrede kendskabet til den store transformation og de mange forandringer, som mødre går igennem - fra graviditeten og op til 2-3 år postpartum.
Denne overgang fra kvinde til mor kaldes matrescence.
Viden og kendskab til denne omfattende forandringsproces kan bidrage til, at en mor kan se på sig selv med mildere øjne, stå stærkere i sig selv, og at hendes netværk er klædt bedre på til at støtte op om den særlige og sårbare livsfase, som modertilblivelsen er.

Om mig

Hvorfor Moderværk?

Jeg har startet virksomheden Moderværk med en drøm om at kombinere min baggrund fra kulturbranchen & min faglighed som efteruddannet efterfødselsvejleder.

Navnet Moderværk afspejler flere aspekter af min mission & vision, som indebærer at:

~ støtte mødre i deres unikke modertilblivelse og moderpraksis, som kan ses som både et livsværk og et håndværk i sig selv.
Jeg ser moderskabet som et ‘værk’, der er unikt for den enkelte mor i form af de måder, hun udfører det mødrende arbejde på. For ingen mødre kan eller skal være mødre på den helt samme måde.

~ at udvikle og facilitere events & fællesskaber, hvor det kreative og forskellige håndværk er omdrejningspunktet. Jeg brænder for at inspirere mødre til at dyrke ting, de selv nyder og bliver fyldt op af. Som en måde at huske sine egne behov, finde sig selv på ny og regulere sit nervesystem gennem håndarbejde.
Det er samtidig virkelig givende at mødes om et fælles tredje og arbejde med hænderne, som en samtaleåbner, som får tankerne og snakken til at flyde mere frit.

Jeg arbejder desuden på et koncept, jeg kalder for Mors Kultursalon, hvor jeg vil præsentere forskellige kulturelle arrangementer for barslende & mødre.